...skrev jeg forleden dette indlæg på http://baunblaek.blogspot.com, som med fordel kan postes igen her...

Hjemstavn i opløsning

I netop disse dage er der en del debat om fænomenet "den rådne banan" - dvs. det, at den unge generation flytter fra landsbyerne, de ældre dør og de efterhånden noget faldefærdige huse bliver solgt eller udlejet for en slik til folk, der ikke har råd eller initiativ til udbedringer, men heller ikke har råd til at bo andre steder. Resultatet? Ghettoer på pløjemarken.

For to-tre år siden tog jeg et par endagsture ud til udkanten af min ikke længere eksisterende hjemkommune: Gjern Kommune i Østjylland. Nærmere bestemt til flækken Grølsted, hvor jeg, i slægtsforskningsøjemed, skulle besøge et par slægtninge, der stadig boede på min tipoldefars gård derude. Omkring 1990 gik jeg på den nærliggende Fårvang Skole, og det skete, at vi kom ud på de kanter i idrætstimerne. Dengang bestod Grølsted og naboflækken Skorup af driftige gårde og velholdte huse med flotte haver - ja, der lå endda en bank i området. Men allerede da jeg stod af bussen i selve Fårvang, kunne jeg se, at der var sket ting og sager siden sidst. Butikkerne på hovedgaden var næsten alle sammen lukkede, og en lang række tidligere ganske nydelige ejendomme lignede lort. Et indtryk, der kun blev forstærket, da jeg satte kursen ud forbi skolen mod de to mindre landsbyer. Vel var der stadig operationsdygtige gårde hist og her, men banken var lukket, der var revner i murene rundt omkring, og haverne flød af bilskrot. Det var da også et par noget melankolske slægtninge, jeg kom ud til. Siden 60'erne havde de holdt deres gård i tip top stand, stolte af og meget bevidste om det faktum, at den rummede over 200 års slægtshistorie. Men mange af deres gamle naboer - de oprindelige landbyboere - var døde, børnene var flyttet og ejendommene omkring dem var solgt videre til tvivlsom beboelse. Som nogle af de sidste, der holdt af og opdyrkede egnen, sad de så nu, som de sidste ejere af ætten, og så ikke blot deres, men også min historie dø omkring sig i lynfart. Det var lige til at tude over, og hvem ved - måske havde de også gjort det? Men nu var der kun en art resigneret småbitterhed tilbage: Der var alligevel ikke noget, de kunne gøre...

Siden dengang har jeg siddet tilbage med noget af den samme følelse. For vel har selve den by, jeg voksede op i - Voel - indtil videre undgået en lignende skæbne i kraft af sin nærhed til Silkeborg. Hvor selv Gjern er begyndt at lugte råddent, har Voel overlevet som en art fjern forstad, hvor butikslivet og indbyggertallet endda er i vækst. Men det ændrer ikke ved det faktum, at den egn, jeg voksede op på for så relativt kort tid siden, simpelthen ikke findes mere. Mine rødder er plumrådne, hvis ikke helt væk.

Hvis skyld er det? Har næsten lyst til at græde, når jeg tilstår, at det bl.a. er min. For om nogen kunne jeg ikke flytte min røv hurtigt nok ind til de større byer - først Silkeborg, senere Aalborg og København. Men inden jeg bebrejder mig selv alt for kraftigt, vil jeg så også sige, at mine forudsætninger for at blive i hjemstavnen ikke var for gode. For et par generationer siden havde man alt det, man behøvede for at overleve, i landsbyerne, og med mindre man var vanvittigt krævende eller ambitiøs, kunne man trygt ignorere de kulturelle og karrieremæssige tilbud, der var i storbyerne. Man var tilfreds med at arve gården, dyrke lidt springgymnastik i idrætsforeningen og høre den lokale spillemand give den gas, når der var høstfest. Alt "det andet" var om ikke nødvendigvis geografisk, så mentalt langt væk. Men allerede i min tid var verden blevet uendeligt meget mindre. Når jeg åbnede for radioen, var det helt ny, eventyrlig punk, house, indie og new wave - storbymusik - der flød ud af den og gjorde mig hooked. Biblioteksvæsenet begrænsede sig ikke længere til en bibel og nogle romaner af Morten Korch, men gjorde det muligt at hente Strunge, Baudelaire og sågar Aleister Crowley hjem. Igen forfattere, hvis naturlige habitat ikke just var pløjemarken. Der var ingen gård for mig at overtage, og landbrug var i det hele taget blevet en rigtig skidt forretning, så jeg måtte udvikle mine egne ambitioner og interesser, der naturligt nok pegede mere mod stenbroen end gårdspladsen. Og en dag var jeg så væk... Som en af de første af mange. I dag bor kun 2-3 af mine 18 folkeskolekammerater stadigvæk i Voel. En enkelt har endda forvildet sig helt over til Californien.

Men ethvert problem rummer altid sin egen løsning. Vil man have, at landet skal vågne op til dåd igen, er løsningen ikke - som en bornholmsk politiker forleden foreslog - at sætte huspriserne op, så "rosset" ikke kan flytte ind. Løsningen må være at gøre de små byer mere attraktive. Flytte industri og uddannelsessteder derud samt skabe flere kulturelle tilbud, der giver egnens unge andet at gøre end at reparere knallerter, tage drugs og drømme sig alle mulige andre steder hen end dér, hvor de er. Som min generation i vidt omfang gjorde det...

Alligevel lurer skylden stadig et sted. Det er ikke alt, man smider væk, man nogen sinde kan erstatte.