Blev opfordret til at følge op på Louise Kristensens blogindlæg fra i går, der var inspireret af et lignende på min egen, private blog, som bar titlen "Chickshit (radio edit)" af den simple årsag, at det ikke nåede at blive ordentligt færdigt, før min 'puter gik i strejke og slettede den oprindelige tekst! Men hermed en Ldt. edition 12" version mit Gemüse i guldfarvet vinyl...eller noget...

Here we go:

Fænomenet har været her længe - fra Bridget Jones' Dagbog over Nynnes samme til nu, hvor bibliotekernes udstillinger direkte praler af, at man kan gøre sig "klogere" på fænomenet der... Jeg taler naturligvis om begrebet chicklit. Mere specifikt skriver jeg dette indlæg i anledning af, at der er dukket en mindre flok chicklit-poeter (ingen nævnt, ingen direkte fornærmet) op her i København, som udvider succesen fra romanerne og filmene ved at trække et enormt publikum og et ditto bifald pga. tidens strømninger, selvom de ret beset ligger inde med såre overskuelige talenter...

Jeg HADER - for at sige det rent ud - chicklit! Vil du have årsager? Den første er, at litteraturen i sig selv ikke er så voldsomt mere avanceret end en gennemsnitlig, gammeldags lægeroman, og Barbara Cartland foregav i det mindste ikke at lave kunst på højt plan. Den anden er, at det kønsrollemønster, chicklit bærer til torvs, er ufatteligt gammeldags - det er Rapunzel, der råber ud af tårnet på hjælp, men skærer håret af, når hun opdager, at den ridder, der er kravlet op for at redde hende, ikke er far. Gode, gamle, sveddunstende, primitive, men altid velbeslåede FAR, der nok skal fortælle hende, hvad hun skal tage på, og hvad hun skal mene. Hvilket bringer mig til mine fire teorier om, hvad der må tiltrække den moderne café-kvinde til chicklit-genren - for det ER vel identifikationen med hovedpersonen, der driver værket?

1) Du er helt igennem usikker og - vigtigst af alt - uselvstændig. Du henter dine meninger fra venindekredsen og damebladene, og anything goes så længe, det er oppe i tiden.

2) Du skifter mænd hurtigere, end du skifter trusser fra D&G. Bagefter klynker du over, at de ikke er rige, stærke eller trofaste nok til at honorere dine høje krav til en partner. Som om du selv kunne drømme om at være nogen af de ting, hvad, din lille vampyr?

3) Du køber tøj og makeup for læssevis af penge, men du kan ikke finde ud af at klæde dig selv på. Det skal far gøre ("ser jeg tyk ud i den her kjole, skat?").

4) Det er i det hele taget hverken studenterhuen eller selvindsigten, der trykker.

En parallel inden for "maskulin" litteratur - "hunklit", anyone? - ser man antydet i form af bestsellers som B.S. Christiansens samlede værker, Mads Christensens blærerøvsbog og, for at tage et mere hverdagsagtigt, journalistisk eksempel, magasinet Euroman. En skriftstrøm, der spiller på de samme kønsstereotype forestillinger som chicklit, men bare har jægersoldaten eller James Bond som rollemodeller frem for Prinsessen på Ærten. Som om noget bliver bedre af det...

Men udover disse herlige genrers kønsrollemæssige konservatisme er der måske den dybere pointe at hente i deres popularitet, at de i grunden er dybt eskapistiske, fordi de er så gennemført egocentriske. Hele omdrejningspunktet for deres univers er simpelthen egoet og den dertil hørende forfængelighed. Og med god grund lige nu. For det ER jo så meget nemmere at forholde sig til et dyrt jakkesæt og en nedgroet tånegl, end det er at skulle forholde sig til, at lokummet i den grad brænder andre steder - at der er finanskrise, at vi står midt i et økologisk sammenbrud, at kulturerne clasher på kryds og tværs... "Fuck den globale opvarmning - nu er der pedicure!", synes slagordet at være. Dermed repræsenterer såvel chicklit som "hunklit" en abnormt eskaleret ego-kultur på et tidspunkt, hvor der er mindre brug for afstumpet egoisme end nogensinde. Hvor der rent faktisk er opgaver, som er større og vigtigere at løse end appelsinhud og potensproblemer.

Mener jeg, at Fanden har skabt chicklit? Nej, men hulens tæt på. Og jeg har al mulig grund til at tro, at vores børn vil hade os til døde for vores komplet manglende evne til at tage andet end os selv og vores rådne hårstyling alvorligt.

Så til dem, der måtte føle sig ramt: Skriv noget brugbart! DET HER ER VIRKELIGHEDEN, OG I ER PÅ!!!