Jeg er forfatter og det vil sige at jeg skriver. Nogen gange skrive jeg noget folk skal læse, andre gange skriver jeg noget folk ikke skal læse.
Det er egentligt ligegyldigt, men summa summarum er at jeg gik rundt og troede at jeg havde en mere eller mindre klar ide om hvad jeg havde produktion, men så blev tæppet revet væk under mig. På en hjemmeside for forfatterspire fik jeg her den forleden dag en kommentar til et digt jeg havde skrevet for omkring et halvt år siden, siden siger jeg publisagde 14 juni 2009, sagde jeg!
Jeg har ikke noget vildt filosofisk at sige om det, men ville bare give udtryk for den umiddelbare begejstring når et digt tager en ved næsen for gud ved hvilken gang. For det er det poesi gør, og det har jeg egentligt altid vidst, man sætter sig ned for at skrive et digt, og så kommer der for det meste et helt andet digt ned på papiret. Og så skal folk læse det, og så er det et helt tredje digt. Men at et digt løber sin vej, og gemmer sig, for på et eller andet tidspunkt at hoppe frem og råbe: "her er jeg, FAR!" Det er mærkeligt, især på en litteratur hjemmeside, hvor læseren (som faktisk var begejstret) begynder at stille spørgsmål til nogle passager i digtet som hun syntes var uklar, så føler man sig som en dårlig (far) digter. Man har skabt digtet, men glemt det. Men jeg er stolt af det, men jeg er stolt af det på en anden måde end det jeg ellers har skrevet. Det er mig der har skrevet det, men det er ikke mig der har bragt det frem i verdenen, det har læseren. Tak til hende for det, jeg skulle næsten have givet hende det, og sagt "du fandt digtet nu er det dit"

Jeg skulle vist være et skarn hvis jeg ikke viste digtet frem her, så her er det.

ALKOHOLISME, DIT NAVN ER KVINDE

Kvinden er ikke vulgær når hun er nøgen
det er måden man tager tøjet af på hende der er vulgær
man bliver tit forelsket i mode
som har noget tyngde
i bladene
fra 30\'erne helt frem til i år
Hvis man har have
og kun hvis man har have.

Den her forside fra Eva 1975: hippie!
Det der er sjovt med hippie, er at det hele tiden har ny betydning.

Miljø og bæredygtigtighed.

En lille drejning men stadig det samme: Jeg elsker min mors klædeskab, jeg har set det før, men det opfattes som nyt, når jeg tager det på.

Jeg har en svaghed for papir.

folk tager det tungt når jeg går med en hue, som mere ligner manuskriptet til den guddommelige komedie end en ungdomsroman om Martha.

Martha er uheldig, der igod mening siger og gør det forkerte.
I hendes mareridt er hun et monster: et lille menneske med ildrøde bukser og høje sko og lange arme. Derind vil jeg forsvinde og folde mig ud.

Tag din sweater af, det kan være en elegant ting, ligesom dit tørklæde.

Når jeg kommer tilbage, knepper jeg dig!
Udelukkende fordi det er skønt at få fortalt en historie.