Jeg er et barn af slutfirserne, og voksede op i starthalvfemserne. Jeg var et af de børn der troligt blev sat foran den elektriske firkant, af mine elskende og af mig elskede forældre. Jeg glædede mig hver dag til klokken seks, hvor der blev sendt fjernsyn for dig, inden mine forældre skulle ind og se fjernsyn for Dem. Jeg så Anna og Lotte og Bamses billedbog og alt det der, og undrede mig hver gang over hvem der var inde i disse dukker. Det var først da jeg blev større, så stor at nyhederne blev dus med mig, at jeg forstod hvem der var inde i Bamse, og jeg forstod såmænd også hvorfor jeg ikke var så vild med Anna og Lotte. Jeg fandt nogle tegninger fra mine første leveår, før jeg kom i skole. Så der var ingen bogstaver, det var til gengæld en masse røde og grønne og blå cirkler, streger og andre former og noget der ikke havde form overhovedet. Først tænkte var: ”fuck jeg er sulten, mon ikke der er noget i køleskabet” Og så tænkte jeg at det nok bare var en børnetegning, og det var det!
Der var ikke noget mad i køleskabet, eller jo det var der, men det var ikke værd at putte i munden. Og så ville jeg se om jeg kunne spise mine børnetegninger, men da jeg tog det tæt op til mit ansigt, kunne jeg se noget, nemlig en masse røde og grønne og blå cirkler, streger og andre former og noget der ikke havde form overhovedet, men det gav en helt ny mening, alt i verdenen var former eller så var det noget der ikke havde former. Og så var det at det gik op for mig, at det måtte betyde noget. Så jeg satte mig til at nærstudere mine tegninger, og så pludselig kunne jeg se en indsigt jeg havde glemt siden, jeg vidste hvem der var inde i Bamse, Anna og Lotte og alle de andre fra børnetime. Det var mig. Det var altså løsningen på mysteriet, inde i bamse sad jeg og havde set en masse røde og grønne og blå cirkler, streger og andre former og noget der ikke havde form overhovedet. Det var derfor han løb rundt med røde gummistøvler på, og var ven med en der boede i sin jakke.
Men så kom der et nyt spørgsmål op, hvorfor kan jeg ikke jodle? Havde jeg ikke hængt nok ud med Aske? Jeg måtte tilbage og finde Aske, så han kunne lære mig at jodle. Så jeg gik ned til min lokale dvd-pusher og købte alt hvad de havde med bamse, og satte den på hjemme. Men jeg blev ikke suget ind, jeg var ikke Bamse! Hvorfor ikke? ”Min gud hvad har du gjort ved mig siden jeg ikke kan komme ind i maven af bamse længere?” Og da stod herrens engle foran mig, og herrens herlighed strålede om mig, og jeg blev grebet af stor frygt (det plejede han ikke at gøre, når jeg råbte eder af ham) Men englen sagde: ”frygt ikke! Bamse er død i dig, men du kan få ham genfødt” ”Hvordan?” spurgte jeg, ”find et barn der ligger svøbt i en krybbe” ”og hvad så?” sagde jeg, men englen kunne ikke høre mig, for der stod pludseligt en himmelsk hærskare og sang noget på hebraisk, og lige så hurtigt som de var kommet, var de forsvundet.
Det bankede på døren, jeg gik ud og åbnede op. Det var min nabo. Han var sur og grim, faktisk meget… GRIM. ”hvad er det for en støj” råbte han, og jeg undrede mig over hvorfor han ikke sagde ”?” til slut, det var jo hellere ikke nogen konstatering han kom med, og det var jo ikke t spørgsmål, før han havde sagt ”?”. Jeg synes det var mærkeligt, så jeg spurgte: ”hvorfor sagde du ikke ”?”?” og han sagde: ”fordi jeg ikke er interesseret i et svar, men at støjen forsvinder” ”Støjen er jo væk nu” sagde jeg, og han vendte ryggen til mig og begyndte at gå, men så var det at jeg kom i tanke om at han måske kunne hjælpe, så jeg råbte: ”Stop! Kan du ikke hjælpe mig med en lille bette ting” han vendte sig om med sine grimme torskeøjne, ”ved du hvor jeg finder et barn der er svøbt i en krybbe?” Han tog sig omkring munden og sagde: ”ham Mogens der, du ved, ham der ligner Finn Nørbygård, han har vist fået et lille barn” Jeg nikkede og takkede.
Jeg gik ind og fandt mine smøger og en nøgle, aflåste huset, tændte en smøg og bevægede mig ned ad stien der løb parallelt med vores rækkehuse, indtil jeg var udenfor Mogens dør. Jeg ringede på. Mogens åbnede op, ”ja?” sagde han, ”tillykke med den lille ny” sagde jeg og smilede stort. ”Hvem er du?” Så blev jeg mundlam, jeg var lige flyttet til kvarteret, så han kendte mig nok ikke, det var der ingen rigtigt der gjorte. Det var kun mig der kendte dem fordi jeg troligt havde læst alt om boligforeningens bestyrelse, den første dag jeg var kommet, ikke fordi jeg havde tænkt mig at være med, men lidt viden om sine medbeboere kunne vel ikke skade. Så jeg fortalte det som det var, altså ikke det med herrens engel, men det om at min nabo havde fortalt mig at han var blevet far, og jeg gerne ville sige ham tillykke, jeg spurgte også om jeg ikke måtte se den lille ny. Og så blev døren lukket. Det tog jeg som et nej. Så jeg luskede hen til et vindue og kiggede ind, og så stod hans kone selvfølgelig ved det vindue og kiggede ud, hun skreg og åbnede vinduet og spurgte om hvorfor fanden jeg lurede ind ad hendes vinduer, hendes mand kom til hendes undsætning, og spurgte om nogenlunde det samme. Jeg blev knaldrød i hovedet og gik til bekendelse og fortalte dem hele historien med englene. ”Nåh okay, du er jo grøn i kvarteret, grøn er håbets farve, men grøn er også giftig og muggen, hvordan ved vi at du ikke er giftig og muggen? Kan du bevise at du ikke er det, så kan du komme ind!” ”Jeg har gaver med” sagde jeg, og de lukkede fluks op. Jeg gav ham min cigaret, der næsten var røget færdig, min guldkæde og den sidste ting som skulle minde om myrraskær havde jeg ikke med, fordi foratteren ikke kunne finde ud af hvad myrraskær var (sikke en idiot!), så jeg gav ham en tube tandpasta (?!). Han takkede og lukkede mig ind. Babyen lå ganske rigtigt i en krybbe fyldt med hø, inde i stuen ved siden af stuemøbler, der hvor tv’et plejede at stå, ”hvor er fjernsynet?” spurgte jeg, ”vi har ikke noget!” sagde de. Fuck, tænkte jeg, hvordan skal jeg så komme ind i bamse når de ikke har noget tv? Jeg kendte ikke svaret, så jeg anråbte gud af mine lungers fulde kraft, men herrens engel viste sig ikke for mig, det eneste jeg fik ud af det, var at de blev sure over at jeg vækkede deres lille dreng. Så de smed mig ud igen, men de beholdte mine ting. ”Hey” råbte jeg imens jeg stod uden for ”i kan ikke bare tage mine ting” sagde jeg, og hamrede hårdt på døren. ”var det ikke gaver?” spurgte konen ud af et vindue, ”jo, men jeg vil have dem tilbage!” skrattede jeg, ”det kan du ikke sagde hun, men du kan få noget andet, vent her” sagde hun og vendte sig om, vent her? Kunne hun ikke se jeg var desperat efter at komme ind i bamse? Hun åbnede og sagde: ”du kan få lidt at tænke over, gud elsker alle sine børn, fordi gud var barn som vi” og så smækkede hun døren i hovedet på mig. Jeg var ikke tilfreds, gu var jeg ej, noget at tænke over hmpf…, jeg gik hjem og tændte en smøg og stenede noget tv. Der var tilfældigvis et børneprogram der blev sendt, ikke bamse og kylling, eller noget andet af det der var da jeg var lille. Det var en eller anden japansk tegnefilm. Det gad jeg fandeme ikke at se, så jeg slukkede. Og gav mig til at slumre på sofaen. Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz
zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz
Zebraen har striber, var min første tanke da jeg vågnede, jeg havde vel sovet i tre timer. Jeg tog mig til hovedet, hvordan kan jeg komme ind i bamse igen? Hvordan kan jeg blive barn igen? Hov, gentage lige det sagde jeg til mig selv, Hvordan skal jeg blive barn igen?, det spørgsmål var måske svaret på alle de spørgsmål, jeg havde stillet mig i løbet af dagen, undtagen det om der var noget at spise.
Zebrafølet kan kende sin moder ved at se på stribemønstret, menneskebarnet tror i sine første levetid, at det hænger sammen med moren, dette tænkte jeg, jeg vidste ikke hvad jeg skulle med den tanke, min mor var ikke i nærheden, men på den anden side så jeg heller ikke så meget tv, da jeg var i den alder, og det var jo ikke ind i mor jeg ville, og slet IKKE på den måde du tænker læser, din perverse stodder, jeg tænker på at blive genfødt, og det var ikke mit ønske, jeg ville ind i bamse, jeg ville tilbage i barndommen.
Men kalenderen skreg, den grinede af mig, den pegede finger af mig. Jeg kunne jo ikke benægte årstalet der stod der, jeg kunne ikke benægte årstallet på min fødselsattest. Men barnet kender ikke til tal tænkte jeg, så det første jeg måtte lære var at benægte tallet, benægte matematikken. Jeg måtte stoppe med at se på min gamle børnetegning og tænke at det var en masse røde og grønne og blå cirkler, streger og andre former og noget der ikke havde form overhovedet, jeg skulle i stedet tænke at dette var virkeligheden. Jeg rev fluks bladene ud af min kalender, rev dem i stykker og spredte dem ud over gulvet. Jeg fandt tuscher, kuglepenne og andet der kunne tegne frem, og jeg malede på alle flader, vægge, køleskabe og borde; alt simpelthen. Det så helt forfærdeligt ud, det lignede noget kun en treårig kunne have fundet på, Yeah tænkte jeg, en treårig. Jeg er tre år, eller vent… tre er et tal, og taler matematik, matematik er viden, viden for voksne, så det var jeg ikke! Jeg var tommelfinger, pegefinger og langemand strakt ud gammel, hvis nogle spurgte. Næste projekt! Hopning i sofaen. Det var sjovere da jeg var lille og boede hjemme hos mor. Der manglede helt klart en dyr lædersofa, min gamle udtjente sag skete der jo ingenting ved, hvis man hoppede i den. Måske var det spændingen i måske at blive opdaget, der drev mig ud i narrestreger da jeg var lille. Jeg måtte have mig en mor i mit hjem, men jeg gad sgu ikke at invitere det gamle spektakel herned, hun var gammel, rigtig gammel, hun kunne sgu næsten fungere som bedstemor. Nej, jeg skulle have en ny og frisk mor, en ung mor, gerne en teenagemor. Så jeg fandt jord ude i haven. Jeg klaskede noget af det sammen og kaldte hende mor, og så var det mor! Mor fra Milo. Og mor vil sejre , når jeg laver genstridigheder, og fjerne slikskålen og finde æblerne frem, og tvinge dem ned i krøderen på mig, hendes lille barn, der havde skabt hende. Fordi jeg kaldte hende mor, var hun mor, og ikke jord, næh, hun var ej! Min MOAR. Mor lod mig se tv, men hun var sur over at jeg havde bemalet hele huset, men hun var sur på en hel speciel måde, hun hverken råbte eller skreg, hun var helt tavs, og nægtede at give mig kærtegn.
Men imens jeg lå der i sofaen og så børnetv, annoncerede værten pludseligt at det næste program der blev sendt var Bamses billedbog, det gibbede i mig. Og det vidste jeg, at det ikke skulle, jeg skulle glæde mig som et barn, ikke glæde mig til at komme ind i bamse, og slet ikke være nervøs for ikke at komme derind. Det var en voksen reaktion, og jeg var jo tommelfinger, pegefinger og langemand strakt ud gammel. Altså bestemt ikke voksen! Men så kom den gule bjørn på skærmen, og der lå jeg i sofaen, og der skete nada, simpelthen ingenting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre for at blive et barn, jeg skulle skide. Typisk lige midt i børnetime, så jeg sked i bukserne. Jeg var vred. Og hidsig! Meget! Jeg var ligeglad med at mor hun sad derovre i stolen og stirrede stift ud i luften, jeg hoppede op og råbte af fjernsynet, jeg græd jeg kastede med puder og hynder, mine tårer trillede ned ad kinderne, og så pludselig i mit hysteriske raserianfald kunne jeg mærke en dualitet. Jeg var både i sofaen og inde i bamse, jeg havde opnået hvad jeg ville. En ny tid var begyndt.
Mor var af jord, ligesom gud havde skabt alle mænd af jord, og alle kvinder af deres ribben, og dermed også af jord. Jeg var også af jord, jord i hovedet, ingen fornuft, kun jord, barnlighed. Og alt hvad vi havde skabt som menneske var jord, dirrende atomer. Dirrende atomer som os selv. Jeg var et med tv’et, bamse og mor, der var ikke noget tv eller nogen mor, der var kun mig, jeg var det hele og det hele hang sammen med mig, jeg råbte af mig selv hvis jeg blev sur, og jeg kunne tage det, fordi jeg kendte mig selv der råbte skældsord så godt. Behandl din næste som du ønsker din næste skal behandle dig, siger biblen. Og næsten er mig, for nu er jeg et barn, og kan ikke kende forskel på dit og mit, og dig og mig. Ingenting har former, for alting er inde i mig! Og pludselig stod en guddommelig hærskare i stuen og sang mine sange, de sange som jeg havde skrevet for flere tusinde år siden, jeg havde skabt gud, som havde skabt mig. Jeg var alt, jeg var jord jeg var vibrerende atomer. Ganske simpelt jeg var !

Her er så et abstrakt billede som i også hedder "Genfødsel og spørgsmålet om hvem der er inde i bamse"