Tænk lige engang over hvad fremtiden mennesker vil tænke om os? Hvad vil man sige om vores tid, vores periode om 300 år? Hvad vil man analysere i danskfaget i fremtiden?
Egentligt kunne jeg stoppe min blog lige her, fordi indledningen er mere end nok. Den fortæller det hele; For den er i sin form, svaret på sine spørgsmål.
Vi lever nemlig en tid hvor vi har mulighed for alt, og har lyst til at gøre alt. Det er det der gør os stressede, men vi kan ikke undvære det; vi bliver stressede hvis vi ikke for vores fix af hastighed. Schnell!!
Når vi nu lever det her hastige liv, har vi ikke tid til at fordybe os, vi går på wikipedia og bliver klogere, læser dagens nyheder i metroen, alt sammen et krav for at være med i vores salonkultur.
Vi læser små bidder her og der, vi læser en novelle på novelleforlagets hjemmeside og sådan. Fuldstændigt som i alle andre tider. Bogen er et højtpoleret medie, den stilles på boghylden og udviser straks autoritet. Jeg har lige købt Herman Bangs samlede værker, noget af indholdet er ikke født til at blive udtrykt i bøger. Det er avisartkler, ligesom en af mine yndlingsbøger: Jaroslav Haseks historie om den gode soldat Svejk, er udgivet i små fragmenteriske bidder.
Det er først på et senere tidspunkt, at disse fragmenter bliv sat sirligt sammen af folk der kan rette blikket bagud og forstå vores tid, bedre end vi selv kan.
Men for at gå tilbage til de tre spørgsmål jeg startede med, er det nogle spørgsmål der er ytringer for en fejl bl.a. den kulturelle forbruger. I alle tider har der været et litterært parnas, og dem der digtede for almuen. Forlag udgiver titler til alle smage, og der er intet der er så populært som at gå ti litteraturkredse, og lytte til frisk poesi. Absolut salonkultur! Men skader det nogen?
En masse mennesker har en historie på hjertet, og den har de hermed at give udtryk for overalt som det passer dem. Og hurra for det. De skal bage skrue lidt ned for deres forventninger, og lidt op for arbejdsindsatsen. Fordi som sagt der er mange om buddet, konkurrencen er stor.
Det betyder ganske simpelt at man ikke skal forvente at blive læst, hvis man ikke gør en indsats for at blive læst. Her har bloggerne det lettere i forhold til de mere vante forfattere, da de kan klistrer deres blog ind i næsten barokke omgivelser med billeder af dit og dat, med små strøtanker over det hele.
Så hvis du hører folk ude i byen sige at litteraturen har det skidt, så tro dem ikke, den har udviklet sig, om det så har udviklet sig til en biedermeier-kultur, vil jeg hverken argumentere for eller imod lige nu. For så ville mit stykke også blive for langt, og dermed bryde tidens former.