Lyset vil og kan bryde igennem overalt. Selv dem der sørger over deres døde mødre vil indse at lyset vil slippe igennem de persienner de har hængt op. Selv dem der har buret sig inde på deres hummer og hamret store træbrædder op som skodder for vinduerne for at holde lyset ude kan ikke undgå, at det kryber igennem brædderne.
Også dem der som fluer har sat sig tungt på den lort, som guldkalven har skudt ud, drømmer om Zion. Men ingen har modet til at tage op på toppen af det bjerg som alle kan finde på et kort. Mennesket er indrettet sådan i bedste minimalistiske stil med ingenting indeni og med dybblå øjne som skodder for deres sjæl. De vil have solen, og de vil have den nu. De vil HAVE den, men ingen vil tage den.
Bløddyr sætter sig på sten og venter på at føden kommer flydende forbi. Hajer jager og ser grumme ud. Ingen kan lide hajer, i hvert fald ikke så mange som der kan lide bløddyr.
Bløddyr nyder også at sidde på den mørkeste plet i havet, hajerne søger imod overfladen, de har overblikket. De ser ned på alle fiskene, ligesom høgen der søger højere op i himlen. Når de søger et bytte skyder de ned og tager det. Muslingen sidder og kigger på amøber der flyder en meter fra dem og tænker hvorfor flyder de ikke hen til mig? Jeg er jo så sulten.
Ingen tager til Nordsøakvariet i Hirtshals for at se på muslinger, måske lige børnehavepædagoger med en skare unger på tur. Alle vil se de majestætiske hajer i oceanariumet, når man nu har forvildet sig op af Willemoesvej.
Peter Willemoes var ikke haj, ej heller nogen musling. Han var dansk søhelt født i Assens. Berygtet for sit mod, så berygtet at flere veje er opkaldt efter ham rundet om i landet, og så kendt at i 1907 blev der skrevet et stykke om ham af L.C. Nielsen med musik af Carl Nielsen og Emilius Bangert.
Pistoler siger bang, rifler gør også; med mindre de er automatiske, for så siger de ratata. Lige som Lucky Lukes hund.
Kristian Larsen læser meget Lucky Luke. Han bor i Assens, den samme by som Peter Willemoes blev født i, han er sytten år, som var den alder hvor Peter Willemoes drog på de syv have. Kristian har ikke været på de syv have, det længste han har været væk er Tenerife, men der har de også stor grønne drager, der dog giver slik til børn.
Kristian Larsen har ingen vej opkaldt efter sig. Han har heller ingen intentioner om det, hans drøm er at få sin egen butik i Odense og sælge gamle brugte tegneserier med brune kanter, der lugter mildt af kaffe, men hans forældre har fortalt at det kan man ikke leve af, så nu vil han være ejendomsmægler. Det siger han til alle der spørger, også når hans forældre ikke er der.
Han tror på hvad sine forældre siger, til gengæld tror han ikke på gud. Det er noget pjat siger han, siger hans forældre. Han går ikke i kirke, men han går til fodbold, for det gør alle drenge, ellers er de nogle bøsserøve synes han. Han kan nemlig ikke lide bøsser, fordi de er mærkelige og klamme. Han er ikke klam eller mærkelig, og det er han stolt over. Han synes at det lys bøssernes lyserøde solbriller reflekterer er meget skarpt, derfor sidder han mest indenfor og spiller WoW, så han slipper for at komme ud, hvor de er. Der er også mange andre mærkelige typer derude synes han.
Hans skole skal på studietur til Hirtshals, op til nordsømuseet. Han synes at hajerne ser grumme ud, så han daffer lige så stille væk, ned til muslingerne. Der er lyset heller ikke så stærkt.