I sidste uge var jeg, af mærkelige kanaler, kommet i besiddelse af en indbydelse til et restaurantbesøg. På d'Angleterre, og der har jeg aldrig været, så jeg tænkte at det kunne da være interessant.

Så jeg mødte op der - og der er sandelig også fint, og meget belevne tjenere. Som viste mig til det langbord vi skulle sidde ved, og der var jeg sandelig kommet i fint selskab.

Der var Claus Hjort, Brian Mikkelsen og Peter Christensen. I den modsatte ende af bordet kunne jeg skimte Lars Løkke og Peter Straarup... og var det ikke hr Møller himself, som sad helt for bordenden?

Der var en munter stemning, da vi blev præsenteret for menukortene. Og det gav noget af et gib i mig da jeg så priserne - jeg var selvfølgelig godt klar over, det ikke ville være det samme som ved den pakistanske take-away, men alligevel. Jeg endte med at bestille en Parisertoast til 150 kr (uden ost - ellers havde den kostet 175). Og et glas isvand uden is til 30 kr.

"Hvad skal du ikke have andet?" spurgte Brian. "Det ser da lidt kedeligt ud?!"

"Nej, det er fint," svarede jeg. "Jeg er på en skinke og brød-kur."

"Jaja, der er jo frit valg!" sagde Claus Hjort. "Det er meget vigtigt at der er frit valg!"

Det grinede de meget af, af en eller anden grund.

Peter Christensen kunne nu godt forstå mig. "Svinekød kan man jo ikke få for meget af," sagde han. Og bestilte selv en helstegt pattegris "med æble og hele moletjavsen".

Brian lavede en længere bestilling på fransk, med en ekstrem dansk accent. "Jeg aner ikke hvad jeg bestilte," grinede han. "Men det var dyrt, så det er nok lækkert!"

Claus Hjort var på kur, så han valgte bare at åbne med lidt stegt foie gras og en rejecocktail, og så se hvad der var plads til siden.

Det blev et overdådigt måltid. Peter Christensen lod sin helstegte pattegris overtage af syltede grisetæer, og senere bare sylte; Brian fik friturestegte jomfruhummere, kaviar i østers med trøffelkompot og flamberet banan/mango/papaya frugtsalat til at runde af på.

Claus Hjort fandt ud af at han alligevel havde plads til mere, og bestilte en ordentlig moppedreng af en T-Bone steak, mindst 700 gram. "Okse er altså også lækkert," påpegede Claus til Peter. "Og så holder jeg meget af T-Bone; mørbrad på den ene side, og højreb på den anden - så bliver man lissom ikke træt af nogen af tingene!"

Og min parisertoast var også vanvittig lækker, brødet var ristet lige tilpas, og skinken var fin saftig. Ok, jeg er faktisk ikke helt sikker på at det var skinke, tror måske det var bov - men det smagte fint.

Stemningen udviklede sig, det flød med rødvin - Château Petrus og andre grand cru Bordeauxer, fortrinsvis. Lars Løkke fik dog store mængder af fadøl til sin megabstilling af spareribs med dybstegte skiver af ananas, kunne jeg se.

"Hold kæft hvor ville Brixtofte være misundelig," udbrød Claus Hjort på et tidspunkt. Da var Lars Løkke næsten ved at ryge ned af stolen af grin.

De fleste andre skulle have kaffe, og en lille gewesen til. Jeg stod over. "Jeg kan ikke sove, hvis jeg får kaffe så sent," undskyldte jeg mig med.

"Skal du så ikke have en lille cognac?" spurgte Claus Hjort. "Så sover man dejligt, hvis man har lyst til det."

"Øh, nej, jeg tror ikke idag. Jeg tog en antabus i morges."

"Nå, det var da trist at høre." Sagde han. "Men der er jo heldigvis frit valg!" Det affødte igen megen morskab.

Nu var det blevet tid til regningen. "Ønsker I at betale samlet, eller hver for sig?" spurgte tjeneren.

"Samlet!" udbrød Lars Løkke straks. "Det gør det hele meget enklere!"

"Så gerne," sagde tjeneren, og gik ud for at regne sammen.

Det blegnede for mig. "Nej, hør nu," sagde jeg. "Jeg har kun fået en parisertoast og et glas isvand uden is, mens i har siddet og smovset i den ene vanvittige ret efter den anden. Det kan da ikke være meningen jeg skal betale for det?!"

"Det var da en underlig tankegang!" sagde Claus Hjort.

"Det er meget vigtigt regningen bliver betalt, før der løber renter på!" sagde Brian Mikkelsen.

"Lars Løkke render ikke fra regningen, i modsætning til alle mulige andre!" fastslog Peter Christensen.

"Alle betaler ligemeget. Det er solidaritet!" slog Lars Løkke fast. 

Tjeneren kom med regningen, og gav den til Lars Løkke, som hev en lommeregner frem. "Hmm, ja, så bliver det lige 2.800 til hver. Skal vi ikke sige 3.000 ligeud, så er der også lidt for god betjening?"

Den var alle med på. Undtagen mig.

"Jamen hør nu, jeg har spist og drukket for 180 kr. Jeg betaler gerne 200 kr, eller 250, så er der også givet gode drikkepenge, men det der er sgudda for langt ude?"

Lars Løkke kiggede på mig. "Ved du hvad, Leoparddreng. Når du er så usolidarisk, er det sidste gang du kommer med her i madklubben. Men ved du hvad, ok - det er måske meget rimeligt." Lars Løkke tastede lidt på lommeregneren. "Ok, du har ikke så mange penge som os, det er ok. Så siger vi at du slipper med 2.750, og så betaler vi andre 3.030. Men så gider jeg heller ikke høre mere brok."

De andre nikkede, og kiggede olmt på mig. Claus Hjort skød ind: "Og så er det din skyld, hvis jeg ikke køber et Hus Forbi på vejen hjem!" Det fik løftet stemningen lidt.

Penge er vist ikke noget man snakker om i det selskab. Slet ikke manglende. Men jeg kunne se på det hele, at hvis jeg ikke skulle bruge resten af måneden på at vaske op på d'Angleterre måtte jeg hellere ryste op med pengene.

"Det var godt," sagde Brian, mens jeg skød penge i puljen. "Det skulle jo nødig gå dig ligesom det gjorde med ham grækeren for et par uger siden."

"Hvad skete der med ham?" spurgte jeg. Men Brian rystede bare på hovedet.

Da vi kom ud på gaden var der lidt småsnak, mens folk ventede på deres privat- og ministerchauffører. "Det var da overordentligt hyggeligt," sagde Claus Hjort. "Nogen som vil med på natklub?"

Jeg takkede pænt nej, og begyndte at gå hjem, med tomme lommer. Kort efter begyndte det at regne.

Oprindeligt posted på Leoparddrengen Vender Tilbage.