... handler netop om det indre monster. Yes, jeg kan være nervøs for hvilke monstre jeg indeholder - og jeg er ikke sikker på jeg ønsker at vide det.

Så, nej, jeg synes ikke man absolut behøver se kunst, selvom det er god kunst (og man er ovebevist om at man vil synes det).

Man må vel have lov til at beskytte sig selv. (Det er iøvrigt meget på samme måde jeg har det med Antichrist.)

Det er et meget spændende blogindlæg, hun har skrevet, men selvom hun har haft en fantastisk totaloplevelse, som hun anbefaler, så styrker fortællingen ikke mine nerver yderligere. Tværtimod. Jeg ved ikke, om jeg er specielt anderledes konstrueret end de fleste inde i hovedet, men det er ligesom om der er billeder, man reagerer kraftigere på end andre. Jeg mener, vi bliver jo tæppebombarderet med frygtelige billeder og historier fra virkeligheden, men noget tager man ind og andet preller af. Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville vi blive til det, min gamle psykologilærer kaldte et spejlæg; én som tager alting ind og reagerer på det, så det til sidst ender i apati og psykose. Men jeg synes det er tankevækkende, at noget af det virkeligt interessante ved forestillingen er publikums reaktioner - og hendes egen. Hun fortæller, a hvis man giver sig hen til forestillingen, kan man lære sit indre monster at kende. Og så vil jeg vove at påstå, at det ligger i tråd med hvad jeg forstår ved "god kunst", nemlig kunst, som åbenbarer det indre landskab, etik, moral, bevidstgørelse om sig selv og sin omverden. En anden ting, jeg hæftede mig ved i hendes blogindlæg var en besøgendes kommentar: "Det er meget grænseoverskridende, men man skal jo se det, for det er teater og kunst".
Og så er mit spørgsmål: SKAL man det, og hvorfor? Fordi det er teater og kunst, eller fordi man får et kig ind i sig selv på godt og ondt?

Jeg er ret nysgerrig på den, og på de fleste omtaler virker det særdeles interessant, mildest talt. Men jeg ved ikke rigtigt om jeg tør.

En af mine "blog-veninder" skrev om sine indtryk i går.