Danmark er, som de fleste nok ved, delt i to: Det velfungerende Danmark, og "Den rådne Banan", som er et udkantsområde under social og økonomisk afvikling, strækkende sig fra Vestkysten, over Sydfyn, Sydsjælland, Øhavet, Lolland-Falster og Bornholm. Mange mennesker på overførselsindkomster flytter til Bananen, fordi de ganske enkelt har råd til at bo der, hvilket sætter mere skub i den negative udvikling.

Imorges kunne man høre en udtalelse i radioen af en lokal politiker på Bornholm, til et indslag om efterlønnere, der flytter til Bornholm, fordi man kan købe smukke boliger med god beliggenhed, der lød noget i retning af:

"Det er vel noget med at sætte boligpriserne op, så dem på oevrførselsindkomst ikke har råd til at flytte til området."

Klart! Sæt boligpriserne op. Det skal nok hjælpe et land, der er er skævvredent af kulturelle, sociale og økonomiske faktorer, af hvilke den aktuelle boligsituation kun er et symptom på langt større, og berører alle, fra de handlende, de som skal igang med en videregående uddannelse, kulturarbejdere, kunstnere. Konsekvenserne omfatter braindrain, forladte byer, lukkede virksomheder, affolkning. Det sker her og nu, fire timers kørsel fra København, i naturskønne områder med højt til himlen, i byer, som kunne være i blomstrende vækst. At sætte boligpriserne op er som at sætte et Mickey Mouse-hæfteplaster på en kræftknude med omfattende metastaser. At tilføje penge til uddannelse og kultur er en langsigtet holdbar løsning, eftersom det er kulturen, som tiltrækker pengestærke, kreative, handlende, udviklingsorienterede mennesker, som aktivt ønsker at tilføje sin omverden og sit lokalområde noget væsentligt.

Vi på cph-art håber snarest at kunne præsentere en artikel om problemtikken udfra en kunstners optik. For det er et problem, som skal tages alvorligt, eftersom en meget stor geografisk del af Danmark er ved at gå i hundende as we speak. Men det er også et problem, som bør kunne løses gennem holdbare, langsigtede handlingsplaner, hvis bare den poitiske vilje er tilstede. Men man kan godt blive i tvivl, når man hører en fremtrædende sociolog udtale (taget ud af sammenhæng og citeret efter hukommelsen): "Hvis de gerne vil bo der, så må de også tage konsekvensen af det!" Kan det virkelig være rigtigt, at man i den grad skal være afskåret fra muligheder i sit eget land, der dog er så rigt? Det virker som en rigtig dårlig joke, men det er desværre den skinbarlige sandhed. Og hvis man forhører sig ved selskabelige sammenkomster, finder man ofte op til flere tilstedeværende, der kan fortælle groteske historier om ders hjemstavn, som de er flygtet fra på grund af det økonomiske og kulturelle forfald.

Hvis du kommer fra provinsen og kender til problematikken, er du meget velkommen til at dele din historie her!