Lige da jeg skulle til at skrive det her indlæg, klikkede jeg lige forbi TV-avisen, og nåede lige at se det sidste af et indslag om præsten Poul Joachim Stenders nye bog "Med Gud i sengen", som - selvfølgelig får en hel masse sind i kog, fordi den blander sex og kristendom og det sædvanlige, man kunne forvente i sådan en forbindelse - hvis biskoppen ikke vil tage sig af det, så bliver det meldt til kirkeministeriet og bla bla bla.

Det morsomme ved indslaget var en sammenligning af begrebet "opstandelse" og i den seksuelle situation, at "komme", få orgasme, og derefter "stå op og komme igen". Og så er det jeg tænker, om det virkelig er nødvendigt med alle de billige tricks for at få folk til at interessere sig for kirken. Spørgsmålet bærer på sin vis svaret i sig selv, for hvor mange, selv særdeles spirituelt interesserede mennesker har ikke været ved at kede sig halvt ihjel i den danske folkekirke? Man behøver ikke at være erklæret kristen for at være interesseret i det spirituelle fokus, man kan opnå ved at være en del af en kirkelig handling, men den danske folkekirke er død på det punkt.

Til gengæld har jeg netop haft en kirkelig oplevelse, som var levende og involverende, i den russiske kirke i bredgade, hvor påskenatsmessen bød på et menneske- og lyshav i den lille kirke igår ved midnat. Kirken var fuldstændig tætpakkket, så man ligefrem vogtede sig for ikke at få brændt håret på de bivokskærter, som kirkegængerne holdt i hånden. Der var en fantastisk stemning i kirken, en ægte glæde over det kristne års vigtigste begivenhed, Jesu opstandelse - i det sækulære Danmark tror vi gerne det er julen, der sparker max ass, muigvis på grund af gave- og madorgiet. Men hvis man, religiøs eller ej, har en minimal interesse for det grundlag og den tænkning vores samfund hviler på, synes jeg man skylder sig selv at interessere sig for påskens symbolik. Hvad jeg dybt kan misunde den russisk-ortodokse kirke, er muligheden for at fordybe sig i mysteriet gennem hele påsken, palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og endelig opstandelsen som en åndelig proces og et spirituelt fokus. Det er involverende, i modsætning til fremmedgørelsen, som man oplever i folkekirken, hvor præsten er meddeler og menigheden modtager. Og så kan man synge med eller lade være. Men man er passiv. Jeg har oplevet en langt mere interessant brug af kristendom på  retreats, som involverede meditation, bøn og kontemplation, hvor man brugte bibelstykker til at sætte en kontemplativ proces igang, som kunne kaste lys over problemer i hverdagen. Og man kunne være med, ligemeget om man bekendte sig til kristendom eller ej.

Jeg er af den holdning, at det søgende menneske må være velkommen i enhver spirituel sammenhæng, og at det er viljen til at søge Gud, som forener, fremfor det fartøj eller redskab, hvormed søgningen foregår. Så det er nok overflødigt at nævne, at jeg ikke er fan af fanatikere. Jeg har selv prøvet alt muligt indenfor det store spirituelle tag-selv-bord, hvoraf noget har været fuldstændig sindssygt, og andet fuldstændig seriøst. Grundlæggende kunne jeg nok bare godt tænke mig, at man i hverdagen kan sige "Gud" med samme selvtillid og selvfølgelighed som man kan sige "sex". De fleste vil nok tabe næse og mund, hvis jeg erklærer, at jeg synes Gud er langt mere interessant end sex, men sådan er det, like it or not. Derfor er jeg frisk på sådan noget crazy shit som at sidde på en klippe en hel nat igennem i regnvejr, gå på glødende kul, meditere hver dag og gå i kirke om natten. Alle veje fører til bjerget, og vi ender sgu nok alle sammen på toppen en dag. God påske!