Det er ikke let at være kreativ i stor stil, når man er på farten og besøger familie i hver sin ende af landet. Jeg er nok ikke skruet anderledes sammen end så mange andre kreative mennesker, for hvem det at beskæftige sig med kunst under en eller anden form er et væsentligt grundlag for både økonomi og sjæleligt velbefindende, og så kan selv et par enkelte dage, hvor der ikke kommer et eller andet produktivt frem, give et lille stik af dårlig samvittighed. Eller pirke til en eller anden grund-angst, whichever came first. Kender De det?

Men hvis der ikke er tid til produktion, kan man nyde andres værker. Jeg var så heldig at, da jeg ankom til Aalborg, at modtage Niels Skousens nye album "Lyt til din coach" som gave, og guderne skal vide, at det endnu engang understregede min grundlæggende holdning om at Skousen simpelthen er en af Danmarks klogeste mænd og største kunstner med sine klare, skarpe, subtile, stærke, følsomme tekster om samfundet og om menneskesjælen. Lyt til ham, mand - hvis du kun skal vælge én coach, så vælg ham!

Derudover er det også rart at komme lidt ned på jorden igen, når man har svævet rundt i kunstens og tankernes domæne - at få noget lort på skoene og sniffe sig selv i armhulen, så det hele ikke bliver alt for arty-farty og man kan sætte sin dårlige produktions-samvittighed i perpektiv. Jeg har en ven, der synes kunst er røvsygt, og poesi er for bøsser. Sidste gang vi var i byen, gav han mig dette digt:

Roser er røde/ violer er blå/ og jeg har stiv pik/ Jeg har to små violer/ og det har du også, din so!

God påske, og husk at slappe af! (Siger jeg også til mig selv)