penge på hylden

SHOW ME THE MONEY!

I 1997 fik den danske kunstner Lars Kræmmer en idé, der skulle vise sig at blive en dundrende succes. En idé der skulle udvikle sig til et internationalt kunstprojekt og en helt ny valuta på verdensmarkedet. cph-art har taget elefanthuen på, ladet revolveren og sparket døren ind til Bank of International Art Money. Med det ene formål at tømme kassen.

Der findes mange versioner af historien om artmoney. En ting er sikkert. Skaberen af konceptet har formået at skabe en parallel valuta i en verden, hvor pengenes værdi er udsat for streng og konstant kontrol. Alene dette er et kunststykke. cph-art er ikke et øjeblik i tvivl. Vi vil høre historien fra hestens egen mund. Så mine damer og herrer. Hermed bankdirektør Lars Kræmmer og den fantastiske historie om artmoney. En betalingsform der gør en kunst ud af det kommercielle:
IBAM Lars Kraemmer
- Det hele startede i december måned i 1997. På det tidspunkt var jeg maler og havde et atelier på Islands Brygge. Jeg havde malet nogle år og havde levet af det. Jeg følte min økonomi hele tiden var op og ned. Jeg sad for en ret høj husleje og malede de her billeder, der krævede temmelig meget arbejde at få solgt. Så jeg begyndte at kigge på om der ikke var en anden mulighed end bare at sælge kunst. Og så blev jeg nysgerrig efter hvad penge egentlig er for noget. For man ramler hele tiden ind i penge som et problem. I hvert tilfælde nogen af os. Penge er også globalt, og det fandt jeg også interessant. At det er noget der vedrører alle mennesker. Penge som fænomen syntes jeg var interessant at studere gennem kunstneriske briller. Jeg havde før kigget på ting via mit syn, det visuelle eller gennem hørelsen og følelsen. Og også identitet i form af beklædning. Sådan nogle ting der vedrører alle mennesker, men som vi ikke tænker så meget over i vores dagligdag. Sådan er det også med penge. Det er noget vi ikke tænker så meget over som fænomen. Vi bruger dem bare. Så jeg syntes det var et spændende kunstprojekt at se på: Hvad er penge i sin essens? Samtidig med at undersøge om der er en anden mulighed end bare at gå ud og sælge kunst.

En sørgelig affære

- For det at sælge kunst, det er på mange måder en sørgelig løsning. Især fordi man kommer af med kunsten. Man laver noget som man har investeret sig selv i, som andre mennesker sandsynligvis ikke fatter en brik af. Så sælger man det. Skiller sig af med det. Efter man netop har brugt tid og energi på at lave det. Alene for at få nogle penge, der skal betale nogle telefonregninger. Og så står man igen med tomme hænder. Og det er sørgeligt. Og så er det bøvlet. At gå ud og være købmand hele tiden. Banke på døre og bruge energi på det.

kunsten at være i fred

Kunsten at være i fred

- Så jeg har hele tiden ønsket mig en anden form for tilværelse, hvor jeg bare kunne være i fred. Så hvis nu jeg var fri for at have med penge at gøre, tænkte jeg, så var der måske en mulighed for at finde en smule menneskelig frihed. Ro. Penge larmer! Og så havde jeg oplevet at hvis jeg lavede en tegning, og skrev under på den, så kunne jeg sælge den. Så havde den en eller anden værdi. Det jeg prøvede, det var at lave en pengeseddel, som havde nogle andre egenskaber end dem vi er vant til. Gøre den lidt bedre, kan man sige. For det første ved at gøre den original. Lave den som originalkunst i stedet for som en tryksag. Og så sætte en ægte underskrift på, i stedet for en trykt. Og for det andet at lave den lidt større end almindelige pengesedler, så man kan se hvad der er på den. Og så lave den på størrelse med en hånd. Fordi det er noget der vandrer fra hånd til hånd. Fordi, vi skal også kunne forholde os til det, formatmæssigt. Og så er rektanglet, det er jo perfekt. Fordi, hvis vi holder det vandret, så har vi det klassiske landskabsformat. Og rejser vi den op, så har vi portrættet. Og mellem portræt og landskab, dækker vi sådan set alle menneskelige udtryk inden for klassisk visuel kunst. Det viste sig at denne her seddel kunne bruges til alle mulige ting. Så jeg tænkte: Jeg skal gøre den her seddel attraktiv på forskellige måder. Ikke bare med en personlig garanti og at den har en fysisk værdi i form af kunst. Den skal også friste folk. Så jeg lavede den meget billig. 10% af kunstens pris, satte jeg den til. Jeg solgte på det tidspunkt mine akvareller for 1.000 kr. Så sedlen skulle kun koste 100 kr.

Jonas Molbæk artmoney

Appel til griskhed

- Så skrev jeg syv regler. Hvoraf en af reglerne var at sedlen steg i værdi. Hvilket appellerede til folks griskhed. Sådan at den både var billig, men at den også var et investeringsobjekt. Og det er også ægte kunst og det er også en pengeseddel, så jeg gav den en hel masse attributter, for at gøre den nemt omsættelig. Så prøvede jeg at gå ned i en butik. Nej, først ringede jeg til en kunstsamler og spurgte om han var interesseret i at veksle. Og han kom straks ned i atelieret og vekslede fire artmoney til 400 kr. Og så havde vi ’vekslet’, fortalte jeg ham. Han havde ikke købt kunst, han havde vekslet til en ny valuta. Det syntes han var meget mere spændende og det grinede vi meget af den dag. Og så kunne jeg pludselig se at det virkede. Så prøvede jeg at gå ned i en butik. Der sagde jeg til indehaveren: Jeg har lavet mine egne penge. Jeg kalder dem artmoney. Kan jeg købe noget for dem her? Han sagde ja, så jeg valgte en cd med Miles Davis og han slog den ind på kasseapparatet og gav mig penge tilbage og en kvittering. Og det satte et eller andet i gang hos mig. Det var en rigtig transaktion. Han lagde den der artmoney ned i kasseapparatet. Det var måske beginners luck, men det var også spændende, for det var så langt væk fra gallerierne. Normalt mister kunst sin kunstneriske funktion, når det bliver taget ud af kontekst. Når den fjerner sig fra gallerier og museer. Så er det ikke længere kunst. Man taler jo ikke om kunst hvis det bliver solgt på et loppemarked. Så er det noget andet. Men den her seddel var stadigvæk kunst. Konceptet var fulgt med. Langt væk fra kunstverden. Så jeg gik tilbage og tyggede lidt på den. Og så satte jeg det hele i system.

Visuelt vakuum

- Det var egentlig et projekt i forlængelse af nogle andre kunstprojekter jeg havde lavet før. Blandt andet et, hvor jeg i ’93 og ’94 opholdt mig i en kasse, for at studere mørke. Jeg sad i et visuelt vakuum i syv uger. Det var første gang jeg brugte syvtallet. Det syvtal der fulgte med til artmoney og de syv regler. Det projekt blev fulgt op af et projekt, hvor jeg gik i syv måneder i en sort kutte, for at undersøge hvordan tøj påvirker vores identitet. Altså et gadeprojekt. Og siden lavede jeg andre projekter med syv som omdrejningspunkt. Så artmoney lå i forlængelse af disse projekter, hvor jeg undersøger basal menneskelig adfærd. Jeg stod i lære hos en troldmand der hed Alih XX og han fortalte om tallenes magiske kraft. Så jeg valgte syvtallet og det har jeg brugt til rigtig mange projekter. Numerologi og geometri og astrologi har altid været baggrund for billedkunst. Hvis du skal analysere et maleri, så skal du have kendskab til de ting. Ellers kan du ikke analysere det på forsvarlig vis. I hvert tilfælde hvis det gælder de klassiske værker. Sådan nogle ting ligger altid under mine projekter. Det er derfor jeg har været nødt til at studere mysticisme. Blavatsky og andre mystikere.

Hjemløs

 

- Da jeg havde opdaget at jeg kunne bruge mine artmoney, lavede jeg en ret stor produktion af dem. Jeg gjorde mig det til en vane at have dem på mig og bruge dem i stedet for almindelige penge. Jeg lancerede det som et kunstprojekt skråstreg socialt projekt. Jeg begyndte at købe tøj med artmoney og betale med dem på caféerne. Pludselig, en dag, blev jeg smidt ud af min atelier, hvilket jeg blev meget ked af. Jeg boede der også. De ville have en højere husleje og ville ikke acceptere artmoney. Det var et klassisk bolighajstrick, for at komme af med mig. Så jeg måtte flytte, med meget kort varsel. På det tidspunkt havde jeg lejet en bådplads nede i Sydhavnen, med henblik på at lave en skulptur. Der kendte jeg én, der hed Bygmester Finn, der havde påstået at han kunne bygge et hus på en måned. Så jeg spurgte om han kunne gøre det for mig, og han svarede: Ja, ja, du skal bare skaffe materialerne. Så gik jeg ned til et nedrivningsfirma ude på Bryggen og spurgte og de ikke ville tage artmoney, for jeg ville godt købe nogle byggematerialer. Det ville de. Så købte jeg materialer til et hus på 140 kvadratmeter. Så jeg malede rigtig mange artmoney, som jeg afleverede ugen efter i en kuffert i bedste Olsen Banden-stil. Og så kom de og smed et hus nede på min grund. Det vil sige, det skulle lige samles først. Det gjorde Bygmesteren og jeg på 23 dage. Det var fantastisk. Det lykkedes mig inden for en måned at bygge et helårshus i København. Med en kuffert artmoney. Det virkede som benzin på bålet.

Trine Mogensen artmoney

Kunsten at grine hele vejen til banken

- Jeg fik så meget energi af det. Og det var der også andre der gjorde. Og så kom kunstneren Vincent med. Han boede i forvejen i Sydhavnen, hvor han havde bygget et hus. Han havde også brug for penge, så vi lavede banken: Bank of International Art Money på nettet. I starten var vi bare os to. Vincent begyndte også at lave artmoney og fandt også ud af at bruge dem med succes. Men så standsede det ligesom der. For der var ikke andre der ville være med. Der var ingen der troede på ideen. Altså blandt kunstnerne. Kunstnere er skide skeptiske. Hvis du kommer med dit eget projekt og prøver at presse det ned over hovedet på dem, så stejler de. Så det kunne jeg godt glemme alt om. Så i lang tid var der ingen der ville være med. Selvom vi havde åbnet banken op for hele verden på nettet. Så jeg måtte simpelthen lokke de første kunstnere med. Så jeg lavede en udstilling på Manhattan på et meget respekteret udstillingssted der hedder Gathering of the Tribes Gallery i Lower Eastside. Så cyklede jeg rundt til de danske atelier og sagde: Hvis I melder jer ind i det her projekt så får i en udstilling i New York. Det ville de selvfølgelig gerne. Så rejste jeg til New York og lavede udstillingen og sagde det samme til amerikanerne. De ville også godt udstille i Europa. Så de meldte sig også ind. Og så kom der den her kritiske masse der skal til, for at folk synes det er sjovt at være med.

Assistance fra broderfolket

- Pludselig en dag var der et TV-program fra Norge der fik øje på projektet. Noget der hed ’Gydas Vei’, der var et meget seriøst kulturprogram. De havde hørt om artmoney, fordi der havde været en meget stor artikel om os i Politiken. Så de var her i tre dage, for at lave det her dokumentarprogram. Vi spadserede rundt i København og spiste på restaurant og brugte artmoney til at betale. Og det blev endnu nemmere når man havde filmfolk med. Der var ingen der sagde nej. Så vi gik bare rundt og brugte dem. Jeg prøvede endda at veksle artmoney i Forex nede på Hovedbanegården. Den gik dog ikke. De sagde de ikke kunne veksle dem uden tilladelse fra øverste chef. Men den udsendelse betød at artmoney blev så kendt i Norge at jeg kunne bruge dem næsten alle steder i Bergen, da jeg tog derop og lavede en stor udstilling i Bergen Kunstforening. Det gjorde at et TV-program i Danmark ønskede at lave et indslag og så begyndte der at komme en ret stor medieinteresse for projektet og så voksede det derfra.

Budgetter der batter

- Men der hvor det skiftede fra at være et kunstprojekt til at være en bank det var i 2002. Det var det år vi fik en udstilling i Øksnehallen. Det var specielt, for der var aldrig nogen kunstnere der havde haft Øksnehallen, før. Eller siden, for den sags skyld. Så det var helt vildt at få en udstilling der. Jeg var ude at fortælle om artmoney et sted og så kom der en fra publikum op og spurgte om jeg kunne fylde Øksnehallen med unge kunstnere, for de havde et hul i kalenderen, og så sagde jeg bare ja. Jeg anede ikke hvad det indebar. De havde tre millioner kroner at bruge på udstillingen, så det var bare fantastisk. Dem fik jeg lov at brænde af på et rigtig rigtig flot set-up. Med 100 glasmontrer fordelt ud over de der 5.000 kvadratmeter. Så kom der en masse kendisser ind i projektet. Og festtaleren, det var Erik Hoffmeyer, den tidligere Nationalbankdirektør. Det var det der gjorde at artmoney flyttede sig over i et andet regi. Det var da han gik på talerstolen og begyndte og fortælle om artmoney. Så skulle du bare se folk tænke: Nåeh… Samme uge blev artmoney omtalt af Finansminister Thor-Petersen i TV. Han sad og sagde på Lorry at han syntes artmoney var en god idé. Og jeg tænkte: Det der er vores finansminister. Det var der det morsomme blev til noget socialt. Og så er det bare vokset kraftigt lige siden. Nu har vi over 1.000 kunstnere i Bank of International Artmoney, fra et par og fyrre lande.

En boks der boomer

- I vores hovedkontor her på Frederiksberg har vi over 10.000 artmoney. De står alle sammen i kommission. Det man gør, er at man laver én artmoney, som man sender til banken. Så er man med. Og så kan man lave sine egne artmoney ude i ens lokalmiljø. Disse behøver ikke at komme ind over banken. Det er for at bibeholde det som et anarkistisk projekt, som skaber størst mulig frihed for den enkelte kunstner. Det er gratis at være med. Man behøver ikke at gøre andet end at sende det ene artmoney og udfylde en blanket. På den måde er det meget nemt tilgængeligt og så kan man bruge det som man vil. Man kan også sælge sine artmoney igennem vores hjemmeside. Det var først ment som en service, men er så senere gået hen og blevet en forretning.

På vand og brød i Hotel Gitterly

- Jeg fik et brev fra Finanstilsynet for to år siden. Det er jo dem der holder øje med bankerne. Det var et brev med et meget flot brevhoved og i det stod der jeg stod til fire måneders fængsel, fordi jeg brugte orden ’bank’. Jeg troede ikke rigtig mine egne øjne. Jeg ringede til dem og de sagde at det bestemt ikke var ment som en morsomhed. Jeg kunne virkelig ikke se problemet. Jeg inviterede dem ud i mit atelier, så de kunne se det ikke var nogen bank. Men de forholdt sig ikke til mit atelier. De så på nettet at der stod det var en bank. Jeg ankede beslutningen til Erhvervsankenævnet og havde en brevveksling i halvandet år, som endte med at Erhvervsankenævnet gav Finanstilsynet medhold. Det var sjovt nok paragraf 7 i lov om finansiel virksomhed, som jeg forbrød mig mod. Det er den der siger at man må ikke bruge ordet bank hvis ikke man er en bank. Det kan jeg se en del problemer i, i forhold til ytringsfriheden, da ordet jo ikke er et logo og altså ikke er beskyttet, som et sådant. Det er et beskyttet ord, men det kan man efter min mening ikke, da det er et ord fra vores allesammens ordbog, som en institution lige pludselig går ind og siger at det må man ikke tage i sin mund. Det kan jeg ikke acceptere. Så gik der igen et halvt års tid, så blev jeg sigtet officielt af bagmandspolitiet. Altså Sektion for Økonomisk Kriminalitet på Store Kongensgade. Der var jeg til afhøring her for nylig. Der fik jeg så min sigtelse, fordi jeg stadig erklærede mig ikke skyldig. Jeg kunne også bare have rykket direkte i fængsel. Et par uger efter så fik jeg et brev om at tiltalen mod mig var frafaldet. Uden forklaring. Til gengæld var min virksomhed nu tiltalt efter samme paragraf. Så nu skal jeg ikke i fængsel. Til gengæld står virksomheden til en bøde på 2.000 kr. samt fratagelse af rettet til at bruge ordet ’bank’. Den har jeg ikke tænkt mig at betale, for jeg føler dette er en principsag, der også vil have indflydelse på andre fremtidige kunstprojekter.

Jesper Graakjær, Jesper K Jakobsen artmoney

Kunsten at være ens

- Jeg har arbejdet med det her projekt i 11 år. Og jeg har måttet sluge nogle kameler. For lige fra starten besluttede jeg mig for at der skulle være nul censur. Og det er jo ikke normalt i kunstverden. Det begreb. Det var simpelthen for at kunne tillade kunst fra hele verden. Hvis vi skulle have haft en dansk censurkomité på indkommende kunst fra Afrika eller Latinamerika eller Asien, så ville der ikke blive accepteret særlig meget. Hvis overhovedet noget. Projektet går nemlig ud på at gøre folk ens. Give folk den samme platform. Samme værdi. Samme mulighed for at skabe kunst i samme størrelse og med samme anerkendelse. Netop derfor skulle der være nul censur. Alder, kunstnerisk baggrund, uddannelse og så videre: Forget about it! Alle er ens. Og det betød jo også at der kom alt muligt lort ind ad døren, som jeg skulle vænne mig til at kigge på. Og acceptere. Så personligt har jeg lært at finde en interesse i andre mennesker. Udenom min egen smag. Det har været en fed øvelse. Jeg er blevet meget bedre til at lytte til andre folk, til at finde dem interessante. Jeg har lært at respektere andre. På et personligt plan har det gjort mig til et bedre menneske. Det er jeg glad for./p>

Bankdirektøren er glad. Sidste år kom net-auktionsfirmaet Lauritz.com ind som kommerciel partner og vanen og kunsten tro betalte Lars Kræmmer sin del af det nystiftede anpartsselskab med friskmalede artmoney. Skattevæsenet har for nyligt lavet en artmoney-deklaration, der sidestiller artmoney med almindelige penge, fra et skattemæssigt synspunkt. Verden over registrerer butikker, restauranter, hoteller og en lang række andre foretagender sig som modtagere af artmoney. På artmoneys hjemmeside kan man desuden finde artmoney-værter, der åbner deres hjem for andre artmoney-kunstnere. Hver dag registreres nye artmoney-kunstnere og har man en gang set gløden i den ærværdige Bankdirektør Kræmmers øjne, så er det højst sandsynligt kun et spørgsmål om tid før det er artmoney, der er de ’almindelige penge’.

Således slutter vores historie og som altid kan en ny begynde. Men måtte man have trang til et ekstranummer ud i kunstens monetære eventyr, så lad os lige tage en sidste anekdote med:

- Jeg bruger altid artmoney når jeg er ude at rejse. Den seneste rejse jeg var på var til Canada. Her købte jeg en gammel motorcykel. Den kørte jeg 10.000 kilometer på i løbet af et halvt år. Ned igennem USA og ud i ørkenen i Mexico. Jeg betalte hele turen med artmoney. Små hoteller, restauranter og butikker. Jeg oplevede en meget positiv stemning. Og netop positiv stemning fordi jeg kom med noget der var anderledes. Folk bliver spændte og glade. Så det er en meget mere personlig og venlig handelsform end hvis du kommer med dit Visa-MasterCard. Det er ikke fordi man har meget lange samtaler, for man viser jo sine artmoney. Og så kan de se om de kan lide dem eller ej. Og der er vel at mærke tale om folk der aldrig har hørt om artmoney før. Det er overraskelsesmomentet. Det at folk synes det er sjovt, der gør udslaget.

BIAM domicil

Et spørgsmål om penge

Kunstneriske sjæle i det ganske land. I er kun et enkelt klik fra en livsudvidende oplevelse af fineste karat. Fra et skridt ind i en anden dimension. Grib musen og klik : www.artmoney.org Resten er blot et spørgsmål om penge.

Foto: Zenia Grynberg

 

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

if at first you dont succeed

hi i once tried to make an art money. but i failed. and now my life is misery.

ART MONEY

hi Honey
B smart
make money
not Art

~
Aladin Sign

aladinsign@gmail.com

Indkøbskurv

Der er ingen varer i din indkøbskurv.

0 ItemsI alt:
nye artikler
Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Royal Garden Market - et grønt stykke paradis i København
I disse dage afholdes i Kongens Have for første gang Royal Garden Market, en livsstilsmesse for både de jordnære og for feinschmeckere.

læs mere

Trailerparkungdommen
Trailerpark Festival har siden deres start præsenteret en række fantastiske, frenetiske, fabelagtige, forrygende futuristiske festivaler og gør det uden tvivl igen i år. Festivalens kunstdel er som de forrige år en righoldig ...

læs mere

Event kalender
« Juni 2016
mantironstorfrelørsøn
12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930
Log ind