Entrace to Emergency room

Den dag revolutionen kom forbi

Kunstens skadestuer åbner over den ganske verden og giver kunsten en unik mulighed for at udtrykke sig politisk. cph-art har ladet sig indlægge på den franske konceptkunstner Colonels Emergency Room med adskillige blødende sår i den politiske bevidsthed

Det hele begyndte i de glade 60’ere. Det var blomstermagt og fred og kærlighed der stod på programmet. Men i kunstens verden var de glade 60’ere nu ikke så glade endda. De var snarere trodsige, grænseoverskridende, ja, endda rasende. De 60’ere. Bjørn Nørgaard dissekerede en hest på en mark i Kirke Hyllinge i protest mod Vietnam-krigen i værket The Horse Sacrifice, Lene Adler Petersen gik nøgen gennem Børsen med et kors i hånden i værket Nude Female Christ og Møgens Møller hang et banner op i Charlottenborgs gård påskrevet TV PRESSE OG RADIO ER UDEN BETYDNING i værket af samme navn. Alle var de kunstnere der stammede fra en udbrydergruppe fra det Kongelige Danske Kunstakademi, nemlig kunstnerkollektivet og den alternative kunstskole der kaldte sig Den Eksperimenterende Kunstskole, eller bare Eks-skolen. Og alle havde de, sammen med mange af deres samtidige, en ambition. De ville bringe kunsten ud til folket. Og de ville bringe politik ind i kunsten. De ville fjerne skellet mellem dagligdagen og kunsten. Og de ville bruge kunsten til andet end selvpromovering og skønmaleri. De drømte om en kunst der kunne ændre verden og en verden der ville tillade kunsten at ændre den. Skandalerne og forargelsen ville ingen ende tage. Det krævede sværdslag at befri kunsten for museernes og galleriernes snærende bånd. Man kunne let, dengang, få det indtryk, at missionen skulle lykkes, for disse kunstens revolutionære bannerførere, der var lagt op til en samfundsomvæltning, hvor kunsten var talerøret og folket fik mæle.

Og så blev der stille.

 Rødvin og bøffer

Gassen var gået af ballonen. Revolutionen var slut, næsten inden den var begyndt. Det var som om det samfund de unge kunstnere ville revolutionere, lige så stille igen fik overtaget og fortærede den oprørske spire. For pludselig var der penge i billederne. Kunsthandlerne fandt den store tegnedreng frem. De store udsmykningsopgaver strømmede ind. Mange håbede det var en våbenhvile, men det skulle vise sig at blive en permanent tilstand. Og stilstand. Og det hele endte i rødvin og bøffer og magelighed og anerkendelse og gobeliner til Hendes Majestæt Dronningen og så var det oprør ikke længere. Og så blev der for alvor stille.

 Nye toner

For i 70’ernes, 80’ernes og 90’ernes kunst var det det tænksomme, det indadvendte og det formmæssige der stod på spil. De ny-vilde kom til med deres neo-ekspressionistiske maleri, alternative kunstformer som installationen og videokunsten fik fornyet næring og intellektualiseringen af det kunstneriske gebet ville ingen ende tage: Den politiske kunst, derimod, den var ugleset og blev betragtet som et levn fra en fortid man helst ville glemme.

Men så en dag, et godt stykke inde i det nye årtusinde, lød der nye toner. Få og spæde, men med kant og fylde. Der var en enkelt kunstner, der formastede sig til at påstå, at nu var tiden inde, til en revolution, med kunsten som sprængstof, en revolution der virkede.

Det var den franskfødte københavner multikunstneren Colonel der var på banen med en enmandshær, der dog snart skulle vokse. Colonel, der var kendt for sin perlerække af kunstfilm på DR der gjorde ham landskendt, med titler som Kaptajnen, Immigranten, og Fotografen, sine aktivistiske happenings på bla. Roskilde Festival og sit arbejde med konceptkunst turneret omkring national identitet, militær intervention og international turisme, havde allerede lagt kimen til det, der skulle blive verdenskendt som Emergency Room, i midtfirserne. Her skabte han sin Moving Exhibition Manifest. Et manifest hvor han klargjorde en række teknikker og formater, der skulle kunne gøre kunsten flytbar, og bringe den ud i det offentlige rum. En udstillingsform, som straks blev realiseret i et væld af forskellige aktiviteter. Vi så Colonel med sine billeder fastspændt på kroppen som den tidlige reklamebranches ’sandwichmænd’, vi så kunstværker foldet som papirflyvere, der blev kastet ud over folkemængden, vi så værker trykt på cottoncoats og båret på gader og stræder.

 Emergency Room needs you!

Og så så vi igen kunsten gå på gaderne og det var jo i sig selv et politisk statement, men det var først i det herrens 2007 at der for alvor skulle komme politik ind i kunsten. For trods mange års arbejde med alternative og grænseoverskridende kunstformer, så slog Colonels enmandshær ikke rigtigt igennem. Og selvom han i en årrække også havde arbejdet med sit udstillingskoncept Emergency Room, så var der heller ikke her den store lydhørhed. Og som den kunstens hærfører, som den franske søn af en oberst jo var, så lå svaret lige om hjørnet. Der var brug for rekruttering. Hvis slaget skulle vindes, skulle kanonføden, fodtusserne, de landfaste, luftbårne og søgåede slagsbrødre indlemmes i projektet, en hær skulle formes.

 En historisk dag

Vi skriver d. 8. april 2006. Stedet er Nikolaj Kirke. Højt oppe under loftet har Colonel kaldt til samling. Det er en historisk dag. Den første kollektive Emergency Room-udstilling har første udstillingsdag og som hærfører er det Colonels job at forklare. For hvad er dette Emergency Room for en størrelse? Lad se lidt på denne mulige forklaring: Emergency Room er en mobil udstillingsform hvor kunstneren fra dag til dag reagerer på politiske begivenheder i det omgivende samfund. Forudsætningen for udstillingen er begrebet Ultra Fast, hvor kunstneren gives mulighed for at reagere umiddelbart og lynsnart på de begivenheder der præger samfundsdebatten og mediebilledet. Reglerne er simple. Den enkelte kunstner interviewes først i sit atelier, med henblik på at afsøge om kunstneren har et reelt ønske om at udvide sin kunstpraksis til at omhandle ’det politiske’. Derefter underskriver kunstneren en kontrakt hvor det personlige ansvar for kunstværket fastslåes og derefter udsteder Emergency Room et ’kort’, som giver kunstneren ret til at udstille i Emergency Room. Udstillingen er opbygget sådan at den enkelte kunstner har ret til at ankomme med og opsætte sine værker hver formiddag og disse udstilles så, som en slags kunstudstillingsverdenens avis, i 24 timer, hvorefter de skal nedtages og genudstilles i afdelingen Retard, altså ’Forsinkelse’, således at udstillingsrummet er tomt og klar til nye udstillere hver morgen.

 Fælles front

Ja, længere var den ikke, den formiddag i april, men var tropperne klar, evnede nutidens kunstnere at skabe politisk kunst, efter årtiers tørke.

Det så så afgjort sådan ud. Hver dag såes kustneriske ildsjæle med favnene fulde af politisk kunst, klar til at udstille dagens dugfriske mening. Kunstnere som Dorthe Buchwald, Michael Boelt Fischer, Pio Diaz, Søren Dahlgaard, Christian Finne, Frank Franzen, Jakob Jensen, Jens Haaning, Thorgej Steen Hansen, Sophie Hjerl, Henrik Plenge Jakobsen, John Kørner, Malene Landgreen, Peter Lind, Christian Lemmerz, Olof Olsson, Henrik Schrat, John Stahn, Sergei Sviatchenko og Melou Vangard havde meldt sig under fanerne og udtrykt deres barnetro på kunstens gennemslagskraft. Medierne de brugte var mange, der var videokunst, der var skulptur og der var re-enactments, genopførelser af allerede afholdte tv-debatter, men der var især avispapir. Bemalede avis-artikler, collager af avisartikler, iturevne avisartikler, det var som om det faldt kunstnerne lettere at skabe kunstens nye avis af gårsdagens gamle. Der var også tydelige meningsforskelle. Var det her værk nu politisk. Marcherede det efter tonerne fra revolutionens tambourtromme. Ophedede diskussioner fandt sted i det tidligere kirkerum, vreden blussede op når Colonel krævede mere politik og mindre kunst. Dette var tydeligvis ikke en kunstudstilling. Det var en træningslejr, hvor våbnene skulle glimte at trangen til at give sin mening til kende. Der var ikke plads til personlig promovering, der var ikke plads til jalousi og brødnid, det var en fælles front.

 Delte meninger

Kunstkritikerne havde delte meninger om projektet. Nogle luftede den efterhånden noget bedagede og protektionistiske idé om at kunsten skulle holde sig fra realpolitikken og beskæftige sig med de almenmenneskelige vilkår. Andre fandt fascinationen frem, trætte som de var af at kigge indad. Men et var sikkert. Der var grøde i kunstverdenen. Der var nye boller på suppen. Og mens foråret blev til sommer og værkerne kom og gik, så arbejdedes der bag kulisserne på at sætte revolutionen på hjul og bringe den ud i verden. Og det viste sig hurtigt at revolutionen var eksporterbar. Eller flytbar, som Coloel havde sagt allerede i 80’erne. I Berlin åbnedes således et Emergency Room på Galleri Olaf Stüber hvor tyskerne gjorde danskerne kunsten efter. Mange af de, der havde fået deres grundtræning i det københavnske fulgte med, og blev hurtigt forbilleder for deres tyske kolleger. Og så en dag ringede telefonen i Emergency Rooms hovedkvarter og så blev bevægelsen transnational. Det var det prestigiøse galleri PS1/MoMA i New York der ville have den kunstneriske skadestues pionerer på besøg. Igen startede rekrutteringen, feltrationerne blev pakket i rejsetasken og revolutionen ville tilsyneladende ingen ende tage.

 En sprække i censuren

The Revolution Will Not Be Televised sang en revolutionær rap-gruppe engang for længe siden, men det var dengang, for da Emergency Room ankom til New York stod de store amerikanske medier i kø for at rapportere fra fronten. Det var en begejstring uden lige. Det var som om Emergency Room havde skabt en lille sprække i post-9/11-æraens skudsikre politiske stats-censur. Og det blev fejret med reportager i landsdækkende medier og almen virak.

 Det permanente oprør

Man kunne forestille sig at nu var øvelsen fuldendt og pointen klar, men Colonel havde ikke til sinds sådan at stoppe men revolutionen var god. Som rejsende i kunstnerisk opstand brugte han sit unikke historiske momentum og snart kunne byer som Athen, Istanbul og Toronto skrive sig på listen over revolutionære metropoler med tro på kunstens gennemslagskraft. For der skjulte sig endnu en ambition Emergency Rooms grænseoverskridende koncept. På et tidligt tidspunkt havde Colonel spurgt sig selv: Hvor går den politiske kunst hen når udstillingen stopper. Permanente Emergency Rooms på gallerier og museer verden over var svaret. Og lige præcis her, er måske et godt sted at stoppe beretningen fra kunstrevolutionens skyttegrave. For verden mangler stadig at se sit første permanente udstillingssted for politisk kunst. Men en ting kan de være ganske sikker på, kære læser. Er der en mand med en vision, der aldrig giver op, så er det revolutionens fader, manden med missionen, den navnkundige Colonel.

Indkøbskurv

Der er ingen varer i din indkøbskurv.

0 ItemsI alt:
Vil du give et bidrag til drift af www.cph-art.dk?

Vores online-medie modtager INGEN form for offentlig støtte, derfor din bidrag er vigtig Jeg vil gerne støtte cph-art.dk - online kunstmagasin

nye artikler
Trailerparkungdommen
Trailerpark Festival har siden deres start præsenteret en række fantastiske, frenetiske, fabelagtige, forrygende futuristiske festivaler og gør det uden tvivl igen i år. Festivalens kunstdel er som de forrige år en righoldig ...

læs mere

Peter Laugesen og Situationisterne
Videointerview med Peter Laugesen, hvor han fortæller om kunsten, poesien og den kreative miljø. Optaget i 2005 i Brabrand i Aarhus, klippet i 2012.

læs mere

DOX!
Min hjerne er ved at koge over af begejstring. Jeg skal på CPH:DOX 2013 og har til lejligheden håndplukket to film og en event. "We Steal Secrets – The Story of Wikileaks", Nan Goldin i "I Remember Your Face" og Zebra Katz

læs mere

Event kalender
« September 2014
mantironstorfrelørsøn
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930
Log ind