Det var på de årlige ture til Louisiana med familien af kunsten begyndte at krybe ind under huden på mig. Stående overfor disse store, farvemættede lærreder, malet af de franske og spanske mestre, eller af de amerikanske pop-kunstnere, fandt jeg en åbning til et univers, der aldrig siden har ophørt med at fascinere mig. At bevæge sig mellem Giacommettis høje tynde bronzefigurer eller aktivere en af Tinguelys dommedagsmaskiner var skrækindjagende, på en, for et drengesind, ganske fornøjelig og fantastisk vis.

Men det var i den kulsorte, vrængende og respektløse punkbevægelse knægten fra stenbroen fandt en udtryksform, der passede til passionen for kunsten og dens frigørende kraft. I samarbejde med tidens toneangivende indenfor billedkunst, lyrik, musik og performance samlede jeg alle disse indtryk i min første publikation: Kulturtidsskriftet Mig-Mag, der bragte nyt fra et multikulturelt oprør på gadeplan.

Og så tog pennen fart, i sin frenetiske dans over papiret. Fra små elitære magasiner som Tusind Øjne, Torpedo og Rart til de store landsdækkende dagblade som Politiken, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, Information og Ekstra Bladet. Ofte i samarbejde med fotografen og konceptkunstneren Colonel, afsøgtes alle det kreative udtryks kroge i kulturreportagens hellige navn. Fra portrætter af de helt store stjerner fra ind og udland til reportager fra det allermest folkelige, fra storcentre, campingpladser og halballer. Igen og igen forsøgte vi at forny den journalistiske reportage og disse tiltag blev begejstret givet videre via undervisningsjobs på højskoler og i oplysningsforbund. Og det var netop her, jeg genopdagede den mangfoldighed af talent, der hele tiden spirer op af den frodige danske muld. En talentmasse, som ofte kun mangler en enkelt hjælpende hånd, for at springe ud i fuldt flor og indtage verden.