Astrid Winsloew Hammers banner med pausefisk på MasnedoeFort

Kunsten langs den rådne banan

”Den rådne banan” er udtrykket for et udkantsdanmark, som strækker sig fra Skagen, ned over Vestjylland, Sønderjylland, Øhavet, Sydfyn, Sydsjælland og Bornholm. Dette randområde er karakteriseret ved en omfattende affolkning af områderne, landsby- og forretningsdød. Et område hvor byerne går i decideret forfald og er på kanten til at blive spøgelsesbyer, hvor forretninger lukker, og de ressourcestærke mennesker forsvinder ind mod de større byer, hvor tingene sker forretningsmæssigt og kulturelt. Problematikken omkring "den rådne banan" er netop nu aktuel på den politiske dagsorden og i de daglige medier. Der er bredt fokus på "det knækkede Danmark." Men problematikken er ikke ny. Sidste år gennemførte en række kunstnere med tilknytning til de ramte lokalområder en række udstillinger under fællesbetegnelsen "Kunstnere går bananas - kunsten langs den rådne banan"

Del

Skævvridningen af Danmark betyder at landet er tvedelt i en sådan grad, at den erhverv og kultur i randområderne er i stærk afvikling, og at de således bliver hjemsted for mennesker med det tvivlsomme kælenavn ”white trash”. Det er betegnelsen for såkaldt ressourcesvage mennesker, som ikke kan passe ind andre steder, og ikke har råd til at være andre steder, folk uden uddannelse og indkomst. De flytter dertil, fordi huslejen er til at betale. Det er en ond spiral, fordi der ikke bliver tilført randområderne ny energi, uddannelse, folk der har et erhverv, folk der kan bringe penge såvel som menneskelige og kulturelle ressourcer med sig. Samtidig nedlægges mange uddannelsesinstitutioner i lokalområderne, og de ressourcestærke unge under uddannelse forsvinder fra randområderne. Det bliver et fattigt samfund, ikke kun i kroner og øre, men også kulturelt fattigt

huset i udkantsdanmark

Skæve vilkår for kunstnere i provinsen 

Astrid Winsløw Hammer, f. 1970, er uddannet fra Det Jyske Akademi med afgang i 2005. Til daglig er hun leder af BgK Storstrøm (billedkunstnerisk grundkursus, billedfaglig undervisning og forberedelse til optagelse på kunstakademiet). Hun har gennem de seneste år arbejdet med kunst udenfor kunstinstitutionen, kunsten i de offentlige rum, adfærdsregulering, strukturelle virkemidler, retorikken i det offentlige rum. I 2009 bidrog hun til gruppeudstillingen ”Kunstnere går bananas – kunsten langs den rådne banan”, som fandt sted i henholdsvis i januar Holstebro og i august-september på Masnedø Fort ved Vordingborg, som satte fokus på problematikken omkring Danmarks hensygnende randområder gennem Astrid winsløw Hammer har selv oplevet det problematiske i at arbejde som kunster i provinsen, og oplevet den kulturelle fattigdom som opstår, når lokalområdet mister sine kulturressourcer:

”Da jeg havde haft afgang fra kunstakademiet, gjorde jeg det stik modsatte af hvad de fleste gør, at rykke mod hovedstaden, hvor der foregår mest og forsøge at få taletid på kunstscenen der. I stedet rykkede jeg til Nordjylland, Aalborg, hvor jeg oprindeligt kommer fra, med det formål at beskæftige mig med udviklingsarbejde for at etablere et kunstuddannelselsestilbud og kunstformidling ude i provinsen. Jeg er selv opvokset der og har mærket på min egen krop, hvad det vil sige at være udenfor den etablerede kunstscene, som først og fremmest er centreret omring hovedstaden og Århus. Jeg ved hvad det vil sige ikke at have den samme bevågenhed, som man oplever hvis man er bosat i hovedstaden. Som kunstner i provinsen skal man hele tiden forsvare sine kompetencer som kunstner; sit talent og sit værd. I provinsen spejder man mod den centrale kunstscene frem for at kigge på det lokale vækstlag, man har, fordi man vurderer at de kunstnere, der har valgt at bosætte sig i provinsen, ikke rigtig tæller med. De er per automatik ikke talentfulde nok, for så ville de jo have befundet sig et andet sted. Som ung kunstner søger man væk for at få uddannelse, og man vender ikke tilbage til provinsen. Alle udkantsområder er kendetegnet ved, at unge generelt søger væk derfra. Jeg syntes hele Den Rådne Banan-problematik er interessant i en kunst-kontekst, fordi det handler om at få tilbageført ressourcerne til provinsen med kunsten som drivkraft."

 Pausefisk

Kunstnere går bananas-udstillingen er igangsat ved initiativ af Søren Taaning, leder af BGK Holstebro og er støttet af Statens Kunstråd. Ved udstillingen, som har fundet sted i løbet af 2009 har der været involveret  samtidskunstnere med tilknytning til BGK-skolerne over hele landet. I forbindelse med udstillingen på Masnedø Fort udenfor Vordingborg leverede Astrid Winsløw Hammer et værk, bestående af et stort banner med en 'pausefisk' og teksten ”Når der går provins i kunsten”.

”Bannerets udsagn læner sig op af vendingen ’Når der går politik i noget’. Det bygger på nogle spekulationer omkring hvad der foregår og ikke mindst hvad der ikke foregår på kunstscenen i provinsen.  Det er et ordspil, en humoristisk kommentar til den aktuelle problematik. På banneret kan man se et arkivfoto fra DR fra den tid, hvor man rent faktisk havde tid til pauser mellem programmerne – så satte man "pausefiskene" fra Danmarks Akvarium på, og begrebet eksisterer stadig den dag i dag (selvom det er ikke alle, der kender kilden til det). På den måde er det et lille stykke historie i sig selv, der fortæller noget om hvilke vilkår kunsten har i provinsen, idet der gerne er konsensus om, at tingene står stille, at der ikke er nogen visioner. At det er et slum(re)-land. Med banneret forsøger jeg at imitere en retorik og æstetik, som hører til reklameverdenen. Samtidig fandt jeg det sjovt at lave et vindue ind til dette historiske sted, som ikke bare er et fort, men også en turistattraktion og fast udstillingssted for de lokale kunstnere fra BKF (Billedkunstnernes Forbund) i forbindelse med den årlige sommerudstilling, hvor der afsættes kunst og kunsthåndværk. Bannerets udsagn er ment som en venlig, humoristisk kommentar til den lokale kulturpolitik, der understøtter disse forhold.”

Kunst kontra oplevelsesøkonomi

Bannerets udsagn henviser også til begrebet oplevelsesøkonomi, som i høj grad præger den kulturpolitik, som bliver udøvet i provinsen, som mange af de respektive lokale kulturforvaltninger benytter som overordnet optik på den lokale kunstscene. Oplevelsesøkonomien skal f.eks. være med til at sikre en bedre branding af byen, hvor kunsten kan involveres direkte eller indirekte på en måde så den genererer et økonomisk overskud gennem salg af oplevelser frem for produkter. Af de mere kendte eksempler kan nævnes Tivolis betydning for København og H.C. Andersen for Odense, som i årevis har været synonymt med byerne gennem bevidst planlægning. Mange lokale kunstnere føler imidlertid at kunsten, fritænkningen og innovationen bliver taget som gidsel, hvis den blot skal fungere som et instrument for en lokalpolitisk planlægningsstrategi.

Astrid Winsløw Hammer udtaler om begrebet: ”Oplevelsesøkonomien er jo egentlig bare en udbygning af begrebet turisme. Det handler for mig at se om, at der er sket en udvidelse af begrebet fra at være en attraktion i klassisk forstand, til at der tilbydes en række designede oplevelser, dvs. begivenheder, der er hæftet op på aktiviteter som kunst og kultur, med det formål at skabe merværdi for erhvervslivet og turistbranchen. Begrebet er desuden blevet udvandet herhjemme, reduceret til en tur i Tivoli eller et besøg hos Den lille Havfrue. Det er blevet et hurra-ord, som allerede er temmelig slidt i kanten".

Kultur skaber åndelig rigdom

"Skismaet er jo at kunstens egen karakter, dens eget væsen, har en evne til at marginalisere sig, at sætte sig udenfor samfundsnormerne, netop fordi den skal italesætte dem. Med en stærkt oplevelsesøkonomisk optik på kunsten, falder det tilbage på kunsten selv: Hvis den ikke passer ind i det oplevelsesøkonomiske perspektiv bliver den marginaliseret. Økonomisk set er den jo umiddelbart overflødig. Når man i visse kommuner sidder og kigger budgetterne igennem, ser man f.eks. først på hvordan det går med den offentlige sektor, og dernæst på hvad der kan blive tilbage til kunst og kultur.

Kunsten bliver følgende et instrument for noget, der tjener et formål som branding, hvor kunsten er defineret ud fra dens nytteværdi og ikke ud fra kunst for kunstens skyld. Kunst har netop en samfundsrelevans i kraft af dens evne til at indføre en kritik - ikke fordi den tjener et økonomisk formål - men fordi den har værdi i sig selv. Kunst og kultur skaber åndelig rigdom, og kan være den faktor, som opretholder et samfund.”

kunstner i provinsen?

Foto: Astrid Winsløw Hammer, Louise Kristensen, Zenia Grynberg

 

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

Helt underordnet...

venter jeg på dig

Venter...

på et under

nye artikler
Syre
Copenhagen Psych Fest leverede toppræstationer i øst og vest, nord og syd. Hele Staden blev omdannet til et hvepsebo af livsfarlig og livsbekræfigende lyd. Vi tog en tur i kanen. Here it goes:

læs mere

Ode til Enghave Station
Ode til Enghave Station - Nu er den død, Enghave Station, og med den en epoke.

læs mere

Everybody comes to Rick's
I hjertet af den ungarske hovedstad Budapest, lige ud til vandet, er at finde en museum-café. Mere usædvanlig er dens ejer, der også bestyrer tre restauranter, alle indenfor 100 meter af caféen. På sin vis er denne privat ...

læs mere

Event kalender
« August 2017
mantironstorfrelørsøn
123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031
Log ind