”Han/hun er original” er en sætning, man ofte hører på gallerier, til oplæsningsarrangementer og under koncerter, og hvem vil ikke gerne høre de ord om sine frembringelser? Men kan nogen kunstner selv med rette hævde at være original, og i så fald hvordan? Steffen Baunbæk Pedersen har summet lidt over problematikken og er nået frem til en ganske hård konklusion.

Del

Fra tid til anden er det sket, at jeg er løbet på kunstnertyper, som er blevet direkte fornærmede, når jeg ligefremt har antydet, at de har været inspirerede af det ene eller det navn fra for- eller nutiden. Har endda mødt folk, som har ment, at jeg i betænkelig grad har udleveret mig selv ved at være ret åbenmundet om de kunstnere, som har påvirket mig i den ene eller anden retning. For det har jeg bevidst altid gjort.

Det er en kunstfilm i Tycho Brahe Planetarium. Filmen ”Van Gogh – penselstrøg fra et geni” af François Bertrand i IMAX format på det 1.000 m2 store kuppellærred tager tilskueren på en rejse. En rejse i sind. Man kommer tilbage fra rejsen, beriget på en fantastisk og meget sanselig måde. Filmen har premiere d. 28.05.10

Del

Et projekt om ytringsfrihed, ophavsret og openscource kunst i den digitale tidsalder.

Del

Projektet, The Temp Files Project, bliver afviklet og udviklet i flere tempi. Lige nu kan man se version 2 i galleri Artworker i Fredericiagade i København frem til d 28 maj.

Kopi eller bare original?

I version 2 vises der både de originale værker fra version 1, der blev vist på Art Fair i februar 2010, men også kopierne, der er fremstillet nøjagtig i samme størrelse og også her som print på lærred. Det eneste der adskiller dem fra originalerne er de store røde “copy”
stempler, der er sat vilkårligt på lærredet – som en reference til det almindeligt kendte røde copy stempel vi ser på dokumenter.

”Den rådne banan” er udtrykket for et udkantsdanmark, som strækker sig fra Skagen, ned over Vestjylland, Sønderjylland, Øhavet, Sydfyn, Sydsjælland og Bornholm. Dette randområde er karakteriseret ved en omfattende affolkning af områderne, landsby- og forretningsdød. Et område hvor byerne går i decideret forfald og er på kanten til at blive spøgelsesbyer, hvor forretninger lukker, og de ressourcestærke mennesker forsvinder ind mod de større byer, hvor tingene sker forretningsmæssigt og kulturelt. Problematikken omkring "den rådne banan" er netop nu aktuel på den politiske dagsorden og i de daglige medier. Der er bredt fokus på "det knækkede Danmark." Men problematikken er ikke ny. Sidste år gennemførte en række kunstnere med tilknytning til de ramte lokalområder en række udstillinger under fællesbetegnelsen "Kunstnere går bananas - kunsten langs den rådne banan"

Del

I indsejlingen til København står den kombination af sten og bronze, som de fleste kender som Den Lille Havfrue. I al  sin spinkehed personificerer hun Danmark i manges øjne. Skulpturen blev skabt i 1913 af billedhuggeren Edvard Eriksen. Hun har mistet sit hoved flere gange, har fået afsavet en arm, er blevet overhældt med maling. Hun er blevet begramset af et hav af turister, som også stimler sammen i store flokke for at få taget sit billede sammen med hende. Hvad er det, netop hun kan, siden det er hende, turisterne elsker, frem for den kraftfulde Gefion, der pløjer Sverige og Danmark fra hinanden med sit oksespand ved udgangen til Kastellet, eller den vilde valkyrie på hesten, som også har sin plads i parken i nærheden af Langelinie? Hvorfor er det denne lille, uanselige skulptur, som får al opmærksomheden som er blevet et såkaldt nationalsymbol?

Del

Vi vil delagtiggøre Jer i en nat. En nat som forløb ganske roligt, omstændighederne taget i betragtning. Natten er oplevet og beskrevet af en af vores nære venner, som befandt sig i et kriseperiode, som vendte  op og ned på hans liv og sat fokus på ærlighed og indentitet.
Der er mange mennesker i Danmark, der kender og husker den mand under hans embedsperiode i København. Derfor valgte vi at bringe denne tekst på cph-art, teksten, som måske er bizar og surreel for nogen, men som er den skinbarlige virkelighed for andre. Virkelighed eller ej - vi synes historien er et fantastisk stykke litteratur, og vi er glade for at kunne fortælle at forfatteren ikke længere har brug for den form for bevidsthedsudvidende substanser.

Oversat fra engelsk af Louise Kristensen

Del

Henrik Tranberg er psykolog, og praktiserer fra sine lokaler i Vanløse individuel terapi, underviser grupper i mindfulness og har studiegrupper af mere spirituel karakter. Udover sin professionelle praksis dyrker han meditation og den særige retning af intuitivt maleri, ”Vedic Art”.

Del

I de lyse lokaler i Vanløse har Henrik sin psykologpraksis og sit lille atelier, som egentlig blot er et hjørne af køkkenet, men indrettet til at rumme et par opspændte lærreder og de nødvendige akrylfarver. I praksislokalet hænger nogle af billederne, som er non-figurative, bærer præg af et lag-på-lag arbejde med materialerne, og giver fornemmelser af vand, bobler, mudder og planter. Som betragter kan man fortabe sig i dem, bare lade blikket hvile i dem og flyde med.

Fra modehuse i New York, over succesfulde kjolesaloner og eget tøj-brand på Filippinerne til en lille kælder i Indre By med toilet i gården kan der synes langt, måske mest af alt i mental forstand. Men ikke desto mindre er det herfra designeren Sara Stilling nu har valgt at transformere strygende karriere i modebranchen til et liv som kunstner, med kunst tilgængelig for alle, inklusiv studerende og alle de andre, som ikke har penge, der hænger på træerne.

Del

Når mennesker samles for at have det rart ude i byens rum, hvor går de så hen? Derhen, hvor der er rette vinkler og vandrette og lodrette linjer? Midt ude på en åben græsmark, eller der hvor vinden blæser mest?  Når man ser på nybyggerier rundt omkring, på Københavns havnefront, i forstæderne, de nye varehuse, og ikke mindst i Ørestaden, så tænker man at "det der, det er ikke bygget til mennesker!" og føler sig fremmedgjort og udstødt i sin egen by.

Del

Jeg har lyttet til Emilie Autumn siden 2006, og vil derfor vove at påstå, at jeg er en ’kender’ indenfor hendes univers, der tager udgangspunkt i hendes egen historie og sindssygehospitalet ”The Asylum for Wayward Victorian Girls”. Derfor var jeg meget spændt og nervøs, da jeg stod med billetten i hånden og iført hjemmesyet kostume og kæmpe plateaustøvler marcherede imod Pumpehuset for at opleve min store heltinde ’live’. Eftersom at jeg kender alle hendes numre så godt, havde jeg meget store forventninger, men jeg var nervøs for, at jeg måske ikke ville få dem indfriet.

Del